Case om DiaTherm og SGM Light bragt i Aktuel Elektronik nr. 4, Marts 2018.

Download artiklen fra Aktuel Elektronik som PDF.

SGM Light har set lyset – men holder elektronikken kold med DiaTherm pads

Diatoms produktserie DiaTherm sørger for, at overskydende varme bliver ledt væk fra tusinder af LED-lys under en lang række af verdens største sceneshows. Det er både de individuelle løsninger, pris og performance, der gør SGM Light lun på samarbejdet

Når Melodi Grand Prix for 60. gang overgår sig selv i overdådighed – eller når Den Røde Plads skal genopføres i en kæmpe installation af is i en park i Moskva og illumineres op mod den russiske nattehimmel, så har SGM Light i alle tilfælde haft en afgørende finger med i spillet. Den prisbelønnede danske lysproducent er ofte førstevalget, når de største shows skal afvikles i orgier af lys og farver. Det handler om lys. Men det handler i den grad også om varme.

SGM Light, som altid har haft konstant fokus på innovation og eksperimenteren med nye teknologier, har især specialiseret sig i at udvikle løsninger, der anvender LED-lys. 

Når en LED-lampe skal levere meget lys – som det jo ikke mindst er tilfældet ved store shows – udvikles der ekstreme mængder af varme trods den energieffektive lysdiodeteknologi. Temperaturen kan let snige sig op på flere hundrede grader, hvis der ikke gribes til alternative løsninger.

"Kunsten er naturligvis at få ledt al den varme væk fra elektronikken, der ellers hurtigt ville give op under disse forhold. Meget ville ganske enkelt smelte. Vi har et væld af produkter, der kan løse de forskellige opgaver. Og hvis der ikke lige er den rigtige løsning i sortimentet, så tilpasser vi eller laver en helt ny løsning til den pågældende opgave," siger produktchef Michael Jørgensen fra Diatom A/S.

Diatom A/S har siden 2012 leveret varmeledende produkter til SGM Lights LED-belysning. Varemærket DiaTherm dækker således over et overordentligt bredt sortiment af varmeledende produkter. Han fortæller, at det ikke mindst er varmeledende pads, DiaTherm leverer til SGM Lights lamper.

"En pad lægger man for eksempel mellem en LED og en køleprofil, som kan være en heatsink i aluminium eller en væskefyldt heatpipe-baseret radiator. Køleprofilen leder varmen væk fra LED’en, så levetiden ikke reduceres fra de forventede 20.000 til 40.000 timer til ganske få timer. Den varmeledende pad skaber både en forbindelse og en udfyldning mellem LED’en og køleprofilen. Det er vigtigt, fordi den mindste smule luft – helt ned i mikrometerstørrelsen – vil skabe isolering i stedet for at lede," forklarer Michael Jørgensen.

Går ikke på kompromis

Hos SGM Light har man rigtig gode erfaringer med både Diatom og produktserien DiaTherm.

"Det gælder både pris og performance. Supporten fra Diatom A/S er en meget stor hjælp, når vi skal udvikle nyt eller har udfordringer med eksisterende produkter. Deres produkter er prisstærke, og der er ikke gået på kompromis med kvaliteten," fortæller Finn Kallestrup, der er udviklingschef hos SGM Light.

SGM Light og Diatom fandt hinanden, da Michael Jørgensen fandt ud af, at SGM Light brugte en konkurrent, når det gjaldt varmeledende pads. Det kunne han naturligvis ikke se stiltiende på.

"Jeg havde tidligere hjulpet dem med deres elektronik, når der var udfordringer med varmen, så det var naturligt at kontakte dem og præsentere dem for DiaTherm-løsningerne," fortæller Michael Jørgensen om begyndelsen på et frugtbart samarbejde. Han mener, at det, som gør Diatom konkurrencedygtige, er evnen til at levere den helt rigtige og skræddersyede løsning til hver opgave.

- "Når man udvikler et stykke elektronik, vil man jo gerne have det til at fylde så lidt som muligt. Som for eksempel afstanden mellem LED og heatsinken. Det bliver specificeret, hvor tykt og varmeledende man vil have det – ganske enkelt ved at angive mål i millimeter og W/mk for den varmeledende del – og så gælder det ellers produktionen. Når man har fundet det rigtige produkt, skal det også være til at samle. For eksempel vil SGM Light ofte have tape på en eller flere af siderne for at gøre monteringen nem. Mange af emnerne er imidlertid små og komplicerede med udskæringer og nøjagtigt placerede huller. Men netop det er vi rigtig dygtige til," siger Michael Jørgensen, og fortæller at produkterne ofte bliver lavet efter en tegning fra kunden. Diatom er desuden i stand til at udvikle udstansningsværktøj til de individuelle produkter til en pris, der ofte ligger på en tiendedel af den normale markedspris.

Ikke én tegning er for kompliceret

DiaTherms produktportefølje består af varmeledende pads, pasta, tape, grafitfolie og isolatorer. De varmeledende produkter har forskellig ledende effekt (W/mk). Spændet er fra 0,8 W/mk til 10 W/mk målt vertikalt – horisontalt vil ydeevnen nå helt op til 1.500 W/mk. DiaTherm har alle godkendelser, blandt andet UL 94-V0.

"DiaTherm kan leveres med tape på den ene eller begge sider og kan udskæres fuldstændig, som kunden ønsker. Der er ikke én tegning, der er for kompliceret," slutter Michael Jørgensen.

Se vores udvalg af varmeledende pads.

Kontakt produktchef, Michael Jørgensen, hvis du har spørgsmål: Tlf. 3634 2703 eller e-mail mj@diatom.dk.

Download som PDF

By  Henrik  Hansen:  commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=36082437
DiaTherm varmeledende pads

Image by Henrik Hansen: https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=36082437

Varmeledende materialer