2024 – Et år med fremgang og nye milepæle
2024 har været et travlt og begivenhedsrigt år for Diatom. I det tekniske tidsskrift Teknisk Nyt fremhæver vores adm. direktør Allan Orland nogle af årets vigtigste højdepunkter.
Læs årskommentaren i Teknisk Nyt som pdf.
Diatom A/S ser tilbage på et år præget af vækst og udvikling i samarbejde med underselskaberne Drifton, Dacos og Dia-Tech.
- 2024 har været et travlt og spændende år for os. Gennem opkøb af nye forretninger i 2023 har vi forstærket vores position i markedet og styrket vores forretningsgrundlag, fortæller adm. dir. Allan Orland.
I løbet af året har Diatom budt mange nye medarbejdere velkommen, hvilket har styrket organisationen og tilføjet nye kompetencer. Disse nye kolleger spiller en afgørende rolle i virksomhedens fremtidige vækst.
En af årets store milepæle har været flytningen til nye, større lokaler. De nye faciliteter inkluderer bl.a. større lagerkapaciteter og et udvidet kontorlandskab, hvilket giver bedre plads til produktudvikling og forbedrer evnen til at imødekomme kundernes behov.
Årets fokusområder
Den stigende efterspørgsel efter kollaborative robotter og automatiseringsløsninger har været central for årets udvikling.
- Vi har indgået samarbejde med nye leverandører, der giver os adgang til endnu bedre automatiseringsløsninger med innovative cobots, siger Allan Orland videre.
For at understøtte dette fokus har Diatom og Dia-Tech præsenteret deres løsninger på en stor robotmesse, hvor nye potentielle kunder og partnere blev mødt. Derudover er Diatoms in-house testcenter blevet udvidet med flere cobots, som kunderne har mulighed for at afprøve ved deres besøg.
Et andet vigtigt fokusområde er omhældning af smøremidler og lim. I 2024 har virksomheden selv introduceret en cobot i omhældningsfaciliteterne, hvilket har givet mulighed for at opleve, hvordan kollaborative robotter kan aflaste medarbejderne for gentagne og belastende opgaver og samtidig effektivisere produktionen. År for år oplever virksomheden en stigende efterspørgsel på omhældte produkter.
Diatoms kunder er blevet mere miljøbevidste, og efterspørgslen efter grønnere produkter er steget med fokus på mindre skadelige materialer og ansvarlig produktion. For at imødekomme denne efterspørgsel har Diatom udvidet sit sortiment af bæredygtige kemiske produkter, som nu omfatter flere varianter, der hverken er sikkerhedsmærkede eller indeholder sundhedsskadelige stoffer. Denne udvikling understøtter Diatoms engagement i bæredygtige løsninger.
- Vi har til opgave at kunne tilbyde produkter, der beskytter både miljøet og medarbejderne, fortsætter Allan Orland.
Diatoms løsninger inden for robotteknologi og automatisering bidrager desuden til den grønne omstilling ved at gøre produktionen mere effektiv og ensartet med færre fejl - samtidig med, at energiforbruget reduceres.
Forventninger til 2025
- Når vi ser frem mod 2025, er forventningerne høje og vi forudser vækst, især inden for automatisering og bæredygtige teknologier, siger han videre.
- Vi ser store muligheder i 2025. Et af vores interne fokusområder vil være digital udvikling, herunder lanceringen af en kundeportal, som vil forbedre kundernes oplevelse. Disse nye digitale løsninger vil styrke både service og tilgængelighed, siger Allan Orland afslutningsvis.